Tag: park

Plads til leg

Lige på grænsen til Gentofte kommune ligger en lidt overset park som ikke gør den store væsen af sig, når man kommer fra Københavner siden. Det første man ser er nemlig en stor plæne. Men parken er et besøg værd, og har meget mere end grønt græs at byde på.

Jeg havde boet rigtig mange år i området før jeg opdagede Dyssegårdsparken. Men det er en af de opdagelser der blev lidt af en øjenåbner for mig. Et af mine hovedærinder med denne blog, er at opfordre til at gå på opdagelse der hvor du bor. Måske kan du genkende det mønster at man nemt får en vane med at bruge de samme veje, gå ad de samme stier og i det hele taget bare færdes der hvor man plejer. Og så kan der nemt ske dét, at man overser et sted der er værd at stifte nærmere bekendtskab med. Sådan et sted er Dyssegårds parken.

Selv det store grønne græsareal som jeg først syntes var ret kedeligt, er jeg begyndt at holde af, fordi det faktisk er rart at kunne være steder i byen hvor der er god plads, og hvor alt ikke er ’anlagt’.

Du kan gå parken rundt på ca. 20 minutter men den indeholder underholdning til flere timer. Det er et oplagt sted at tage på udflugt med børn. Udover en velholdt legplads, indbyder hele parken til leg og udforskning, på de små trampestier igennem krattet. Jeg syntes det er meget tiltalende at man har ladet noget bevoksning stå, til at danne rammen for leg og fantasi. Hvis I har en bold eller frisbee med, er der masser af plads at lufte dem på.

Parken rummer flere borde og bænke hvor madpakkerne kan nydes, hvis I da ikke vælger modellen med at tænde op i bålstedet, og tilberede frokosten der.

Lige ved siden af legepladsen er der et område med motionsredskaber, hvor de voksne også har mulighed for at få pulsen op.

Jeg er ikke selv den heldige ejer af en hund, men hvis jeg var, ville jeg helt sikkert benytte den indhegnede del af parken som er beregnet til at hundene kan løbe frit. Faktisk er der også tænkt på ejerne, for der er placeret borde og bænke i dette område så det er muligt at hvile de to ben, mens de firbenede får rørt deres.

Sagt med andre ord er Dyssegårds parken et udflugtsmål du kan skrive på din liste over steder at tage hen, en varm forårs- eller sommerdag, hvor hele familien har brug for en dag under åben himmel.

Efter at have skrevet dette indlæg, var jeg et smut inde på Gentofte kommunes hjemmeside. Der faldt jeg over den oplysning at stadsgartner Alex Andesen lagde vægt på aktive fritidsbeskæftigelser og sport” da han i 1950´erne anlagde parken. Faktisk synes jeg det er meget imponerende at det er lykkes i en sådan grad, at det også er dét indtryk den 70 år gamle park efterlader hos mig: Her er plads til at lege.

At gå i kanten – om forskellen mellem folkevandring og unik oplevelse del 1

 

Har du prøvet at gå tur en lørdag eftermiddag her i foråret 2021? Måske ovenikøbet én af de dage hvor solen skinnede og himlen var blå. Så har du måske også oplevet næsten at gå skulder ved skulder med alle de andre der også gik tur.

Men faktisk vil du ofte have mulighed for at gå mere for dig selv hvis du ændrer din rute en smule. Et glimrende eksempel på dét er Bispebjerg kirkegård.

Den store vej ned gennem kirkegården går mellem den uforlignelige Grundtvigs kirke og skønne Utterslev mose. Her i coronatiden hvor gåture er blevet noget mange dyrker, er der ofte en sand folkevandring ned igennem kirkegården. Når jeg går tur vælger jeg i stedet at gå langs kanten af kirkegården. Dels giver det en længere tur – knap en time i rask gang – og dels giver det en varieret og smuk tur, som jeg varmt kan anbefale dig at gå.

Lad os følges ad på en tur langs muren:

Vi går ind ad indgangen lige over for Grundtvigs kirke og holder til venstre – hele tiden så tæt på ydermuren som det er muligt. Nu kommer vi til det gamle krematorie og kapel. På bagsiden af den smukke runde bygning er der et rigtig pænt haveanlæg. Det er jo en kirkegård, men det er så fint passet at det er en fornøjelse at gå der, lige meget om det er forår og der er udsigt til en pergola med blomstrende blåregn – eller det er efterår og den røde vin klatrer op af skorstenen.

Lige til højre for det der i dag hedder ”Dansekapellet” er der et lille bassin omringet af tre bygninger som udgør kirkegårdens kollobraium. Det er en af de meget få urnehaller der findes i Danmark. I dag er det kun den ene længe der er i brug. Gårdhaven er et af storbyens åndehuller, og da der ikke kommer så mange mennesker på denne del af kirkegården, kan vi holde en lille pause på bænkene ved bassinet.

Ud på den asfalterede vej igen, kommer vi forbi administrationsbygningerne og det nye krematorie. Efter parkeringspladserne drejer vi igen til venstre og befinder os i en lille have. Her er der også et lille bassin og mange blomster om sommeren. I sensommeren er der flotte farver her – leveret af træerne.

Jeg har ofte tænkt på at den gartner der har ansvar for dette område af kirkegården må have en særlig forkærlighed for træer. Der er meget spændende beplantning at finde her i dette hjørne: Denne del af kirkegården er lidt mere skovagtig og vildtgroende. Jeg syntes det er en stor charme, at der er så mange forskellige afdelinger på samme område.

Der er meget jeg gerne vil fortælle dig om Bispebjerg kirkegård, så i næste indlæg fortsætter vores rundtur indenfor muren.

 

Jeg har lavet en guide til Bispebjerg kirkegård som du kan købe HER.