Tag: Østerbro

Østerbro

Når jeg har sat mig ved tastaturet de sidste uger, med det mål at skrive et indlæg  om en bydel i København – har jeg startet med at kigge mit fotoalbum igennem. Det har givet mig et indtryk af hvad jeg har fundet interessant når jeg har bevæget mig i netop den del af København.

Når jeg skriver “Østerbro” i søge feltet kommer der knap 1500 billeder frem – et bevis for at jeg har gået meget i netop dette område.

Østerbro er en meget stor og varieret bydel som dækker: Langelinje, Nordhavn, til bygrænsen i Hellerup, grænser op mod Nordvest. Rigshospitalet ligger også lige inden for bydels-grænsen. Der er faktisk ikke mange grønne områder her. Den ene park der er dominerende er til gengæld stor – Fælledparken. Men der er  små lommeparker og urban-naturprojekter mange steder. 

Da jeg kiggede mine Østerbro billeder igennem var der to typer motiver der dominerede: Natur og Arkitektur. Ikke lige hvad jeg havde ventet når jeg ser et overblik på Google maps. Denne artikel bliver mere en reflektion end en konkret tur-guide.  Det der har fanget min interesse nok til at at jeg har hevet telefon op af lommen – vil være omdrejningspunktet. Jeg håber at disse små dryp af micro-natur-oplevelser og smukke arkitektur-detaljer, vil give dig lyst til selv at undersøge hvad Østerbro har at byde på.

Har du tænkt over hvor lidt der indimellem skal til for at gøre et stort indtryk?

Jeg tror at det har noget med den kontekst at gøre som vi oplever noget i. På Ryesgade er der nogle ihærdige mennesker som hvert år får de smukkeste klatre roser til at blomstre omkring deres opgangsdører. Disse store og smukke roser står i kontrast til det meget urbane miljø med meget lidt frodighed. Roserne får mig hvert år til at stoppe op og nyde dem. Faktisk tror jeg at de printer sig mere ind i min bevidsthed – end hvis de var en del af en stor rosenhave.

Samme oplevelse har jeg af den fantastiske rødbøg der står ved Sortedamssøen. Det føles lidt som at få en uventet gave, når jeg en forårsdag går forbi den og ser alle de spæde nyudsprungne blade.

Østerbro er en skattekiste for os der holder af design og arkitektur. Det kan betale sig at gå på opdagelse i baggårde og på stierne. Særligt den ældre del af universitets områderne har stadig nogle meget fine ting at byde på (lidt endnu – for det er desværre ikke noget der bliver vedligeholdt). Men også private byggerier med nogle år bag sig, har smukke og finurlige detaljer at byde på. Og det er der faktisk størst mulighed for at opleve til fods, fordi nogle af de gader der er lukket for biler, har nogle meget charmerende bygninger at byde på. I det hele taget syntes jeg at der er en verden til forskel når jeg kører igennem Østerbro – og når jeg går. Der er så mange smukke detaljer af området som ikke er muligt at se når man kører.

Rigtig god tur.

Om at gå på opdagelse

Mine lørdagsture er også mine opdagelses-ture. De foregår gerne alene og for det meste har jeg ikke et slut og start punkt for turen. Jeg udvælger mig et område jeg gerne vil undersøge nærmere og så går jeg på kryds og tværs, ind i gårde og ad små stier. Stort set hver eneste gang får jeg uventede oplevelser.

Jeg har siddet og set ud på Kalkbrænderihavnsgade mange gange, når S-toget har taget mig ind mod byen. Jeg synes det er et meget trøstesløst område når man sidder der i toget. Det eneste lyspunkt er Svanemølleværket i sin nostalgiske byggestil og med udsigt til Øresund.

Men lidt ved et tilfælde kom jeg ind i dette område på en lørdagstur hvor der ikke er nogen på arbejde i kontorerne og det derfor ikke forstyrrer at man går lidt på opdagelse. Det jeg fandt, var et område fuld af modsætninger og sin helt egen charme.

Der er mange forskellige ruter at gå, så jeg vil hellere give dig 3 fokuspunkter som jeg fandt særligt interessante.

1: Den mest iøjnefaldende arkitektoniske kontrast jeg vist nogen sinde har set, ligger på Amerika Plads. Det er den gamle Frihavnens station fra 1895 som er omgivet af store moderne kontorbygninger. Det er Heinrich Wenck der er arkitekten bag – som også har tegnet Københavns Hovedbanegård.

De nye kontorbygninger er også et ekstra kig værd, og der ligger fine gårde gemt nogle steder med skulpturer og urban beplantning som også sine steder får et skulpturelt præg.

 

2: Århusgade kvarteret har også noget kant, fordi der ligger gamle bygninger ind imellem de nye lejlighedskomplekser. Det er interessant at følge med i tilblivelsen af en hel ny bydel i København, så her kan jeg kun anbefale dig at slå et smut omkring.

3: Det sidste fokuspunkt er lystbådehavnen bag ved Svanemølleværket. Her emmer af stemning og du får gået en del kilometer uden egentlig at rykke dig ud af stedet. De lange moler hænger naturligt nok ikke sammen, men området er tæt af stemning og charme og er alle skridtene værd – selv om du går frem og tilbage. Der er en hektisk aktivitet og en hel anden stemning end man finder på Østerbro og i Hellerup som dette område ligger i mellem.

Tak fordi du ville følge med mig på min lørdagstur. Jeg håber at det har inspireret dig til selv at gå på opdagelsesture lige der hvor du bor. Udfordre dig selv ved at vælge steder som virker kedelige på overfladen og undersøge om der måske ligger nogle oplevelser gemt, hvis du går på opdagelse.