Tag: Hjarnø

Hjarnø

Der er altså noget ved øer!

Jeg er så taknemmelig over at bo i et land som er omgivet af hav –  og synes at det er fantastisk, at der oven i købet er så mange øer i det hav. Faktisk over 400 navngivne øer! Heraf 72 beboede.

Jeg har rigtig mange gåture tilgode på de mange danske øer, men i sommer fik jeg fornøjelsen af at opleve Hjarnø.

Den ligger i Horsens fjord. Det tager kun 7 minutter med den lille færge fra Snaptun. Med et areal på kun 3,2 Km2 er det en meget overskuelig eftermiddagstur at gå øen rundt. Det er heldigvis muligt at gå tæt ved vandet det meste af turen rundt, så du både kan nyde markerne inde på land og udsigten ud over havet.

Det lader til at de godt 100 indbyggere på øen er mere innovative end gennemsnittet af den danske befolkning. På den lille Hjarnø er der efterskole, restaurant, campingplads, galleri, efterskole samt cykel- og golfvogn udlejning. Og så i øvrigt også et vinlaug. Så hvis du har lyst til en heldagstur, er der nok at opleve.

Flere steder er der borde og bænke hvor en medbragt madpakke kan nydes. Hvis der er mindre børn med på turen vil det være oplagt at gøre holdt ved skolehaverne. Her er der en rigtig fin legeplads og det er også muligt at tænde bål.

Højdepunktet for mig var at gå på den sydlige del af øen. Der var en helt fantastisk uberørt natur, hvor vi gik med den smukkeste udsigt til havnen og Hjarnø kirke.

Kirken var heldigvis åben og jeg vil anbefale dig at slå et smut forbi, det der må være ‘kirken med danmarks smukkeste beliggenhed’.

Jeg er sikker på at øen vil tage sig ud fra sin allerbedste side en efterårsdag, så hermed er tippet givet videre, hvis du mangler en ide til en smuk gå-tur i det østjyske.