Tag: Glyptoteket

Gør pauserne til en oplevelse

Jeg kan blive helt overvældet af alle de muligheder vi har for at få gratis oplevelser i Danmark. Som jeg har skrevet om i løbet af sommeren er der masser af koncerter, foredrag, kunstoplevelser og meget, meget mere. I dag vil jeg skrive lidt om pauser – og om hvordan du kan gøre en pause til en særlig stund der giver dig energi og værdi.

Hvis du har fulgt med her på siden, ved du at mit formål er, at slå et slag for den gode hverdag – fyldt af små skønne oplevelser og stjernestunder. Jeg er en stor fortaler for at træffe bevidste valg om hvad man bruges sin tid på – og være bevidst om hvad kalenderen fyldes ud med. Men en stopfuld kalender kan blive for meget – også selv om den er fuld af gode ting. Pauser er vigtige!

Hvis du har det som mig, kan det være lidt en udfordring at sætte sig hjemme i sofaen og slappe af, når nu der er så meget man kan tage sig til. Vasketøj, rengøring og oprydning er som små umættelige monstre som altid kan tage mere af ens tid. Derfor kan det være en rigtig god ide at forlade hjemmet et par timer, for at slappe af og lade op.

Og nu kommer vi til de mange muligheder. Det behøver nemlig ikke koste en cafe-kaffe hvis du vil være lidt for dig selv i rolige og smukke omgivelser.

Biblioteker og kulturhuse

Forleden besøgt jeg Kulturhavnen i Gilleleje som blandt andet indeholder et smukt bibliotek. Der var indrettet kroge og siddepladser mange steder. Nogle i en hule, andre med udsigt over byen. Åbningtiderne er lange – så der er gode muligheder for at finde et tidspunkt der passer. Hvis du ikke allerede bruger det nærmeste bibliotek, vil jeg varmt anbefale dig at undersøge hvilke muligheder der er tæt ved dig. De senere år er der sket meget med indretning og muligheder på de kommunale bibliotekter. 

Parker 

Jeg færdes mest i Københavnsområdet – så det er dette område jeg har størst kendskab til. Der findes rigtig mange skønne parker, hvor der er mulighed for at slappe af i smukke omgivelser. Sofienholm ved Lyngby har også et meget skønt orangeri, som vil være velegnet til at slå sig ned i med en god bog her i sensommeren.

Selv holder jeg meget af Mindelunden ved Hellerup, hvor der sjovt nok aldrig er mange mennesker. Her har jeg altid kunne finde en plads på én af de sorte bænke. Det er et anlæg som har meget ro over sig og er velegnet til en stund med eftertænksomhed.

Haven ved Glyptoteket er et andet skønt sted. Her er måske ikke så meget ro – men det kan et par høretelefoner råde bod på. Til gengæld kan du nyde synet af den smukkeste staudehave, som står meget flot lige nu. Og så er haven nem at komme til, da den ligger ganske tæt på Københavns Hovedbanegård.

Museer

Slapper du af når du er omgivet af kunst? I så fald kan det give god mening at købe et årskort til et kunstmuseum. Mange steder er det en udgift på under 400 kr. Et af de steder jeg er glad for at komme, er Ordrupgård. De har en meget dejlig havestue, med udsigt over parken. Her kan jeg få meget ny energi ved at sidde i egne tanker en lørdag formiddag. Glyptoteket er et andet meget stemningsfuldt udstillingssted, men rigtig mange mulighed for at sætte sig ned og tage en pause. Det helt særlige ved dette sted er vinterhaven som med sine mange store planter og springvandet, skaber en usædvanlig dejlig stemning. 

Glyptoteket selv har også set de store muligheder for Københavnerne for at have et årskort. Mens du tænker over hvor du vil tilbringe din næste pause, kan du se denne lille videoreklame fra Glyptoteket. 

Hammershøj og gå-turer

Mit ærinde med denne blog er at inspirere andre til at opleve glæden ved at gå. Lige som motiverne i nogle af de største kunstværker er meget enkle – er de store hverdagsoplevelser også gemt i det enkle.

Prøv at tænk på Vilhelm Hammershøj mesterværk “Interiør fra Strandgade nr. 30 med støvkornenes dans i solstrålerne”. Bag den meget lange titel gemmer der sig et mesterværk hvor motivet blot består af en dør og et vinduesparti.

En dør og et vindue er ikke noget mange mennekser vil give den store opmærksomhed, men set gennem Hammerhøjs øjne og fortolket med hans pensel, bliver det til et mesterværk. En stor oplevelse for beskueren at se på.

Jeg mener at den samme magi er gemt i det at gå.

Det er en automatiseret handling som de fleste af os kan foretage uden at ofre det meget opmærksomhed. Men netop i denne enkle handling er der gemt en gave som er meget værdifuld for den der vælger at åbne den.

Min oplevelse er – at når jeg går nye steder, så sanser jeg på en mere intens måde, end når jeg går i mit nabolag. Du kender det måske fra når du er på ferie. De minder der kommer med hjem i kufferten er ofte  fra steder du har gået – som adskiller sig fra det du kender hjemmefra.

  • Smalle gader med skæve, gamle huse
  • De snoede bjergstier
  • Den brede boulevard med palmer på begge sider af vejen

Den rigtig gode nyhed er at du kan få oplevelser der minder om disse – ind i dit hverdagsliv. De er tilgængelige ved at tage bussen eller cyklen til et sted som du ikke kender. Og så bare gå på opdagelse!

De guld-minder jeg har med mig fra mine gå-turer er oftest noget der indeholder:

  • Kunst: (Som da jeg stod i en skov i Lyngby med frit udsyn til en konservator der arbejde på et gigantisk maleri i sit værksted.)
  • Natur: (Feks. da jeg for mange år siden, for første gang gik ind i Glyptotekets have, og oplevede dette grønne pusterum – lige midt i byen.)
  • Arkitektur: (At opleve alle de gamle finurlige bygninger i Carlsbergbyen)

Hvad der skaber de store oplevelser og gode minder hos dig – ved du bedst selv. Hvis du ikke er helt sikker på hvad det er – er du velkommen til at kigge rundt på bloggen her og finde inspiration.

Det er mit ønske at denne blog vil bidrage til at du også oplever, at det er muligt at gå sig til en gladere hverdag.