Tag: Familietur

Sophienholm

Hvis du ikke allerede har set Sophienholm park, kunne du passende skrive den på påskens tur-liste. Det er det perfekte sted at mødes for alle generationer af stor-familien. Med den skønneste udsigt over Bagsværd sø, er her de bedste rammer for leg for de mindste og kunstoplevelser for de lidt ældre.

Jeg SAVNER kunst. Savner det helt ind i min sjæl. Nedlukningen har spærret kunsten inde. Men på Sofienholm er kunsten tilgængelig i form af de mange smukke skulpturer der er placeret rundt omkring i parken. Og så havde jeg en særlig fin oplevelse da jeg besøgte stedet for et par uger siden: Lyngby kunstforening som holder til i Sophienholm portnerbolig, havde været kreative, og vendt udstillingen af Carsten Nach ud mod vinduerne, så billederne kunne nydes udefra. Det er ikke helt det samme som at gå i et udstillingsrum, men det var trods alt en lille gimmick som hjalp lidt på min kunsthunger.

Kunst er det meget tydelige omdrejningspunkt for parken. Naturligt nok – for selve bygningen indeholder ud over cafeen, en kunstudstilling. Ude i parken er legepladsen er bygget op omkring Adam Oehlenschlägers digt om guldhornene. Det er ikke sikkert at det betyder så meget for de yngste, men jeg tror de vil finde det sjovt at balancere på de store (træ) guldhorn og klatre på Oehlenschlägers bogreol

For mig var det en oplevelse at se hvor meget den lille park faktisk har at byde på. Så derfor vil jeg ikke afsløre det hele for dig her. Men varmt opfordre dig til at tage på en tur, hvor både store op små kan gå på opdagelse.

Parken er åben alle dage fra kl. 7-21, så en morgen eller aftentur i den varme tid vil være en skøn lille hverdags udflugt.

Hvis du har lyst til at vide mere om stedets historie kan du læse meget mere på Sophienholms hjemmeside. Næste gang jeg skal derhen, vil jeg gå op opdagelse med afsæt i det punkt på hjemmesiden der hedder ”Kunst”. Det er gået op for mig at jeg gik glip af noget sidste gang, så jeg bruger hjemmesiden som guide ved mit næste besøg.

Jeg håber du har fået lyst til at udforske denne lille perle ved Bagsværd sø.

Bonus info:

Fra d. 21. april 2021 udstiller Henrik Saxgren på Sohpienholm. Han er en af Danmarks dygtigste naturfotografer. Jeg har set en del af hans tidligere værker, så jeg er ret sikker på at denne udstilling også vil være meget seværdig.

Med egen skibakke, teater og vin-terasser

Har du oplevet at finde et sted som du ofte kørte forbi, men ind til denne dag havde overset? Og så viser det sig at stedet slog benene væk under dig? Den oplevelse havde jeg i efteråret, da vi ved et rent tilfælde fandt Naturparken Hedeland.

I bogen ”Løven, heksen og garderobeskabet” af C.S Lewis, går de fire børn igennem et garderobeskab, og kommer ud i fantasilandet Narnia på den anden side”.

Det var lidt den fornemmelse jeg havde, da vi en halvgrå efterårsdag dag kørte rundt, for at finde et sted at gå en tur. Pludselig så vi et stort amfiteater – i det der lignede ingen ting. Men nysgerrigheden var vakt og vi kørte ned ad den lange grusvej til parkeringspladsen. Det viste sig at vi var kommet til Naturparken Hedeland.

Det er et stort naturområde som udover det flotte amfiteater også har sin egen skibakke med lift! Det er meget kuperet og vi havde en flot udsigt på turen bl.a. ind mod Roskilde. Naturen er meget varieret og der er god plads, så jeg glæder mig til at skulle derud igen til foråret.

Hvis du også skulle have lyst til at se Naturparken Hedeland, skal du lige have et par smagsprøver på hvad du kan opleve:

  • Kommer du den første søndag i måneden vil du kunne opleve Hedelandløbet (når corona er ovre)
  • I sommerhalvåret kan du for 20 kr. få en tur med minijernbanen
  • Der er både vandre- og cykelstier at udfolde sig på
  • Du kan bruge legepladsen for de små, powerfitness banen for de større og hundeskoven for de firebenede

Jeg vil anbefale at du går ind på Naturparken Hedelands hjemmeside før du tager afsted. Det er en location der egner sig godt til mange forskellige aldersgrupper – så rigtig god fornøjelse i Hedelandet.