Kategori: Reflektion

Gå dig til oplevelser i 2022

2021 blev for mig – som for mange andre – endnu et lidt stille år. Der var ikke de helt store armbevægelser i form af koncerter, rejser og større sociale sammenkomster. For mig har det betydet, at jeg er blevet endnu mere opmærksom på hvor vigtigt det er for min livskvalitet, at have gode oplevelser i hverdagen.

Og her kommer mine daglige gå-ture ind i billedet. For ved at opsøge nye steder at gå og målrettet lede efter det der giver mig glæde – f.eks. natur, kunst og arkitektur, så får jeg løftet mine hverdage. Jeg mener naturligvis ikke at man bare skal bytte udlandsrejser og store koncertoplevelser ud med en daglig gå-tur. Men jeg vil bare gerne slå et slag for at vi aktivt implementere de gode oplevelser i de dage der ligger mellem sommerferien og juleferien.

Hvis du har lyst, kan du lave denne øvelse:

1: Download og print dette arbejdsark. Jeg anbefaler at du bruger ét ark pr. minde. 

2: Prøv at tænke tilbage på dine sidste tre ferier. Hvad er det for nogle oplevelser der først dukker op i din hukommelse? (Altså de gode oplevelser – ikke at din taske ikke kom frem på rullebåndet i lufthavnen) 🙂

3: Skriv dem ned på arket

4: Tag minderne ét ad gangen og overvej hvorfor det betød meget for dig. 

5: Overvej nu hvordan du kan implementere disse ting i din hverdag

 

Eksempel:

A: Oplevelsen: Det gode minde var, at vi tog en smutvej da vi gik rundt i den by vi besøgte og kom ind på nogle små gader hvor der ikke var mange turister.

B: Hvad gjorde indtryk?: Flotte huse og nogle smukke, velpassede haver.

C: Implementering: Jeg vil søge på bevaringsværdige huse på Google og gå tur i de områder. Eller: Jeg vil tage til de parker i nærheden der har staudehaver.

Blot et eksempel. Mulighederne er uendelige.
Det kan også være du vil gå én tur hver uge hvor du starter hjemmefra og går til et sted i nærheden, hvor du sjældent kommer.

Pointen her er simpelthen: Opsøg dét der er gode oplevelser for dig.

 

“Lakmusprøven på den gode oplevelse er, at den overrasker og

giver os noget, som vi bagefter nødigt ville have undværet.” 

Christian Janzen

Mine daglige gå-ture har givet mig mange gode overraskelser som har været med til at give mig en hverdag fuld af små oplevelser som har gjort 2021 til et godt år. For at nævne nogle af dem:

Jeg ønsker dig et rigtig godt 2022 stopfyldt med gode hverdagsoplevelser som vil give dig overraskelse og glæde.

God tur igennem det nye år!

Categories: Reflektion Tags: Tags: , ,

Om ikke at gå

www.denenefodforandenanden.dk

Normalt går jeg mindst 7 km om dagen ud over alle de skridt jeg tager på mit arbejde. Men den sidste uges tid har jeg været nødt til at blive i lejligheden. Og det kunne ses på skridttælleren: 972 skridt blev det til – en halv kilometer!

Denne uge har været en påmindelse for mig om hvor meget det betyder for min livskvalitet og min livsglæde, at jeg kan gå mine dejlige ture. Du kender nok til anbefalingen fra sundhedsstyrelsen om at du bør være fysisk aktiv i 30 minutter hver dag – ud over almindelige dagligsdags aktiviteter. Men det kan godt virke vanskeligt at få lagt ind i en tætpakket kalender. Derfor vil jeg i dette indlæg komme med nogle konkrete ideer til hvordan du kan arbejde på at få mere bevægelse ind i din hverdag.

Men lad os lige starte med den officielle definition på hvad fysisk inaktivitet er:

”… har man mere præcist defineret fysisk inaktivitet som mindre end 2,5 times fysisk aktivitet pr. uge” (Sundhed.dk)

Der er lavet mange studier på hvad det betyder for vores helbred, hvis inaktivitet bliver en livsstil. Det er chokerende læsning, du får bare lige et par af overskrifterne:

  • I Danmark dør 4500 personer hvert år, på grund af for lidt bevægelse i hverdagen. Det betyder at inaktivitet er lige så stor en risikofaktor som rygning, forhøjet blodtryk og overvægt.
  • Inaktivitet forhøjer risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme og visse former for kræft.
  • Du sover dårligere om natten hvis du ikke har bevæget dig i løbet af dagen. Dårlig søvn kan så betyde at du bliver mere stresset, irritabel og …ja…træt.

Godt så… hvordan gør man så noget ved det? Jeg har selv meget stor glæde af at opsætte mål for det jeg gerne vil opnå. Dét redskab bruger jeg i alle dele af mit liv. Min erfaring er, at den bedste måde at nå et mål på, er at sætte små del-mål, og så indfri dem. Et ad gangen. Øvelsen starter med at få sat ord på dét du gerne vil opnå. Vær konkret! I stedet for at skrive “jeg vil gerne bevæge mig mere”, kunne det være “jeg vil gå til arbejde to gange om ugen.” Første del mål kunne så være at gå til arbejde to gange om måneden. Derefter en gang om ugen og så videre…

For at du kan holde fast og få indarbejdet en ny vane, er det vigtigt at du sætter dig et mål som du rent faktisk har lyst til at nå. Noget der motivere dig. Her er et par forslag:

  • Gå på opdagelse i dit nabolag. Beslut dig for at gå tur der hvor du bor, men hver gang vælger du en ny rute.
  • Gå efter noget der interesserer dig. Er du vild med arkitektur, så brug google til at finde de bygninger der er interessante i dit område.
  • Gå aftentur. Når du er færdig med dagens pligter – men før du lander i sofaen, er en aftentur en god måde at få ro på, efter en travl dag.

Husk at heppe på dig selv. Vær realistisk omkring hvor du er nu, og byg din vane op skridt for skridt. Hvis du stort set ikke går nu, så start med f.eks. at gå to ture af 15 minutter om ugen.

 

Jeg ønsker dig held og lykke med at nå dine mål!

Kilder:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sundhedsoplysning/idraet-og-motion/fysisk-inaktivitet/

https://www.alt.dk/sundhed/det-sker-i-kroppen-nar-du-ikke-dyrker-motion

https://www.sst.dk/~/media/10D9CDBFED9B4B71BFEA4262C2DD3573.ashx

https://www.sst.dk/da/Viden/Fysisk-aktivitet/Anbefalinger-om-fysisk-aktivitet/Voksne-under-65-aar

Categories: Reflektion Tags: Tags:

Om at give glæden videre

denenefodforandenanden.dk

For en del år siden have jeg en lille oplevelse som har sat nogle tanker igang hos mig:

Undervejs på en kirkegårds-gåtur, tog jeg et lille hvil på en bænk. Da jeg slog blikket ned, var der en lille mand med pibe og hat, fint lavet af grene og agern. Det fik mig til at smile og gå lidt gladere fra bænken end jeg kom.

Siden har jeg tænkt over at det er en form for generøsitet – at skabe noget som giver glæde og smil til andre. Det er jo ikke meget der skal til. Og det er nok lidt store ord at kalde det kunst; et par grene, nogle agern og et blad. Men det gør det samme som når vi smiler til en fremmet på gaden. Man føler sig set et øjeblik, af at have mødt venlighed.

I sommer oplevede jeg dette fænomen, da vi gik Hammeren rundt. En masse sten-stabler som stod tæt på et område ned mod vandet. Det var meget smukt – du kan se et billede af det øverst i denne artikel. Det er ikke lykkes mig at finde historien bag denne naturudsmykning, men oprindeligt stammer stablerne af 7 sten fra den Buddhistiske tradition. 

Jeg har mødt det i flere forskellige former på mine gå-ture:

  • En lille sandskulptur der ligner en ynglingshund.
  • En naturcollage lavet i skoven i efterårsfarver.
  • En farverig kridt tegning på et fortorvet: “Ha´ en dejlig dag”

og så en af de mere humoristiske. Et ordsprog omsat til billedsprog:

 

Categories: Reflektion Tags: Tags:

Om at gå på vandet

Måske har du hørt udtrykket “havets stavgængere”? Hvis du har været ved en dansk strand om sommeren i løbet af de sidste 3 år, har du helt sikkert set én: SUP eller Stand Up Paddle.

Jeg er én af dem der er blevet grebet af denne meget rolige og overskuelige form for vandsport. Det er nu 3. sæson jeg har mit board og jeg har haft mulighed for at padle mange forskellige steder i Danmark.

Som voksen er processen med at gå på landjorden automatiseret, men når du skal lære at holde balance med et bræt under fødderne, er det nemt at forstå de udfordringer en tumling har, når han skal lære at gå: Det kræver kontrol over hele kroppen, og det kan være en ide at blive god til at kravle før man går. I denne sammenhæng er det: at padle mens man står på knæ.

At bevæge sig rundt på en SUP minder meget om at gå tur, fordi du bevæger dig langsomt gennem landskabet, og har mulighed for at absorbere de indtryk du møder undervejs. Når først du har lært at holde balancen og kan rette fokus væk fra at holde dig oprejst, er der en helt unik naturoplevelse som belønning. Der er en særlig ro når du opholder dig på vandet. Padler du på stille vand, er det rolige og gentagende bevægelser som understøtter følelsen af ro. Det giver et nyt syn på den natur der er på land – når den ses fra vandsiden. Derudover er der også hele oplevelsen af havlivet. Dét bevæger sig lige under dine fødder og du skal bare observere det.

Samtidig med at SUP er blevet mere udbredt i Danmark, er der en anden disciplin som også har fået vind i sejlene. Og det er yoga på SUP. Det er ikke noget jeg har prøvet, men jeg kan sagtens forstå at kombinationen er opstået: Når jeg padler er oplevelsen gennemsyret af ro, fordybelse og koncentration. Det kan næsten nærme sig meditations-niveau, når man er alene og kan fordybe sig helt i oplevelsen. For mit eget vedkommende betyder det at jeg opbygger energi.

Hvis du får chancen for at prøve at “gå stavgang på havet” vil jeg varmt anbefale dig at gribe den. Der venter gode oplevelser forude. Husk dog at have en ven på land, der holder øje med dig! 😉

Udryd de kedelige gåture

Jeg er en af dem der elsker at gå – bare fordi jeg kan. Det giver mig ro i hovedet og i benene – det passer bare godt til mig at gå. Men det er ikke alle der har det sådan.  Måske læser du med her på bloggen, fordi du gerne vil gå noget mere – men egentlig synes du det er lidt kedeligt?

Det er en udfordring der kan løses. Min motivation øges, når jeg oplever noget nyt i forbindelse med gåturen. Så bliver det ikke ”fordi jeg skal” men der bliver skabt en sammenhæng mellem gode minder og dét at gå.

Derfor vil jeg udfordre dig til at lave en liste over udendørs oplevelser du finder spændende. Hvis du er helt tom for ideer har jeg et par forslag til kategorier:

  • Skulpturer
  • Klassisk arkitektur
  • Urban natur
  • Bydele
  • Kunst i byrummet
  • Moderne arkitektur

Når du har valgt hvad der har din interesse, er næste opgave at finde frem til hvor de spændende ting findes. Undersøg på nettet om der findes blogs og facebooksider hvor der bliver skrevet om ”dit emne”.

Et eksempel: Jeg er meget glad for kunst og synes skulpturer er rigtig spændende. Derfor kunne mit mål være at jeg ville se to nye skulpturer om ugen. Inspirationen kunne jeg finde på: https://www.facebook.com/ugensskulptur/ Hvor Niels Erik Knudsen hver uge beskriver en ny skulptur, de fleste er placeret i København, hvor jeg bor. Disse to ture ville så blive mine stjerneture hvor jeg kombinere det at gå, med en oplevelse som jeg sætter pris på.

Jeg håber du vil opleve at du kan gå dig til små, gode hverdagsoplevelser.