Kategori: Gå i byen

Den smukkeste allé i København

Lige nu blomstrer kirsebær alléen på Bispebjerg kirkegård. Det har været et meget populært udflugtsmål de sidste 5 års tid, på nær sidste år hvor alléen var lukket pga. Corona. I år har vi heldigvis mulighed for at se den smukke alle igen, dog med de begrænsninger, at alléen er lavet ensrettet og man ikke må gøre ophold. Men den lyserøde blomsterhimmel er alligevel et besøg værd, så her får du en lille intro til adgangsforholdene her i år 2021.

Du kan stadig gå ind ad indgangene ved Frederiksborgvej. Det tager et kvarters tid at gå fra indgangen overfor Grundtvigs kirke og ned til den anden ende af kirkegården. Der er tydelig skiltning hele vejen, med lyserøde skilte. Når du kommer ned til Støvnæs allé, ledes du ud af kirkegården igen for at stå i kø.

Det er ikke i år du kan tage den helt store fotosession med blomstrende baggrund, for det er ikke tilladt at stoppe op. Man må gerne fotografere, men bare ikke gøre holdt. Når du har bevæget dig under ’den lyserøde sky’ leder skiltene dig ud mod udgangene ved Skoleholdervej og Frederiksborgvej.

Jeg gik lige ind lidt over syv her til morgen, men jeg vil gætte på at du skal beregne god tid til at stå i kø, hvis du kommer i weekenden.

Hvis du tager turen til Bispebjerg kirkegård, vil jeg opfordre dig til at bruge lejligheden til at gå lidt mere på opdagelse på det store område, som gemmer på mange fine detaljer. Du kan finde inspiration i mine to indlæg her og her.

Kirkegården er åben mellem 7.00 og 22.00

Du kan eventuelt læse information og se et kort på Københavns Kommunes hjemmeside:  https://www.kk.dk/artikel/bispebjerg-kirkeg%C3%A5rd-i-nordvest

3 gode grunde til at gå i regnvejr

Hvordan ser der ud på den anden side af ruden, når du kigger ud af vinduet og tænker: ”Jeg burde gå en tur i dag?” Der er sandsynligvis ikke når himlen er fuld af skyer og regndråber.

Jeg tror at mange af os associere det at gå med strålende solskin. Men da Danmark jo byder på lidt andet end solskin 365 dage om året, syntes jeg det er relevant at behandle emnet. ”At gå i regnvejr”.

Jeg VIL IKKE skrive at ‚det er ikke vejret, men påklædningen det kommer an på‛.

Og det vil heller ikke være helt ærligt, hvis jeg skrev at mine bedste gåture har været iført hele udstyret fra gummistøvler til regnfrakke. Men når det er sagt, så er der alligevel nogle gode grunde til at du skal gå tur selv om det regner.

1: På grund af vanen:

Anna Skyggebjerg skriver i sin bog ”Gå-tur” om de mentale og fysiske fordele der er ved at have en vane med at gå tur i 30 minutter 5 gange om uge. Her er et par citater og en varm opfordring til at læse bogen:

”Hvis du går en rask tur på 30 minutter, fem gange ugentligt, kan du faktisk regne med at forlænge dit liv med 3-5 år.”

”30 minutter dagligt med moderat fysisk aktivitet, udover hvad man laver i dagligdagen, giver en nedsat risiko på 30 % for at få hjertesygdom, type 2-diabetes, brystkræft, tarmkræft og demens.”

Disse fakta er i hvertfald noget der motivere mig til at holde fast i en vane, med at gå regelmæssigt. Derfor har jeg også bestemt mig for at jeg går på arbejde, langt de fleste dage. Og den beslutning holder også i regnvejr.

Hvis du vil læse min boganmeldelse af Anna Skyggebjergs bog – kan du gøre det her.

2: Der er god plads:

Der er ikke så meget rift om stierne når der er regn i luften.

3: Verden ser anderledes ud:

Min oplevelse er at verden føles mere stille når man går i (almindeligt) regnvejr. Det føles som om der er en anden stemning og der er mange små mini-naturoplevelser hvis man kigger godt efter. I min optik er det altså bare et smukt syn med regndråber på et græsstrå.

Derudover er det min erfaring at det ofte virker værre når man sidder indenfor og kigger ud, end når du rent faktisk er ude at gå.

Som jeg skrev i starten ville det ikke være ærligt af mig hvis jeg skrev at ture i regn har været mine bedste ture. Men der har været mange god hverdagsture, helt på linje med dem i tørvejr. Også mange ture hvor jeg bare gik i egne tanker og ikke skænkede regnen en tanke.

Og nogle gange så sker det, at der dukker en uventet smuk oplevelse op. Som sol-regn en forårsdag hvor Grundtvigs kirke kan ligge i en vandpyt.

Categories: Gå i byen Tags: Tags: , ,

Om at optimere pendler-turen

Der er en helt særlig glæde gemt i at gå den samme tur mange gange. Det er vist det tættest jeg kommer på at meditere. At gå en vej jeg har gået så mange gange, at jeg ikke tænker over hvor jeg skal hen. Kroppen bevæger sig næsten automatisk afsted og det giver plads til at tankerne kan flyde i den retning de vil. Det er på disse ture der dukker en mulig løsning op på problemer jeg har tumlet med. Og nye ideer bobler op til overfladen.

Det er også på disse ture at jeg pludselig kan vågne op og kan se at jeg er fremme ved målet – uden jeg havde bemærket det.

Jeg pendler til arbejde hver dag. På mine fødder. I den danske ordbog er begrebet ”at pendle” beskrevet sådan: ” bevæge sig frem og tilbage mellem to steder, regelmæssigt eller gentagne gange”. Så det må være dét jeg gør. Jeg pendler på mine fødder.

4 km hver dag. Frem og tilbage.

Den mest oplagte vej mellem min bopæl og mit job er en meget lang, lige og temmelig trafikeret vej. Ikke lige en rute der appellerer til at man benytter den hver dag.

Derfor gik jeg på opdagelse. Jeg brugt et par af mine lange lørdagsture på at gå på kryds og tværs. Flere gange kom jeg mere på afveje end på vej – men fik da set yderkanterne af det område som jeg færdes i til dagligt.

I hverdagene brugte jeg straks de små grønne stikveje, jeg fandt om lørdagen. Næste lørdag undersøgte jeg en anden del af området. Det var næsten som et puslespil der faldt på plads, brik efter brik. Til sidst endte jeg med to fine ruter som jeg veksler imellem. De er ret forskellige men fælles for dem er, at jeg går i rolige omgivelser og kun følger den store vej et ganske kort stykke.

For mig er der noget trygt ved det genkendelige. Når jeg går samme sted, på næsten samme tid hver dag, møder jeg nogle af de samme mennesker. Jeg følger med i by-naturens gang. Hvordan pilen ved søen:

  • Springer ud
  • Bliver mørkegrøn
  • Taber bladene
  • Skøjter med sin frosne spids i søen

Bittesmå indtryk som gør at jeg går lidt gladere gennem min hverdag.

Min pendlertur tager tre kvarter og den helt store gevinst for mig er, at jeg føler mig klar til den nye scene når jeg træder ind ad døren. Gåturens rytme og det faktum at der er et spænd af tid i mellem at jeg går ud og ind ad en dør.

Når jeg går, kan mine tanker og min sjæl følge med.

At gå i kanten – om forskellen mellem folkevandring og unik oplevelse. Del 2

I sidste uge startede vi vores tur langs muren på Bispebjergs kirkegård. Vi er nu nået ned til hjørnet ud mod Frederiksborgvej, hvor vi fortsætter turen op langs Skoleholdervej, som ligger på den anden side af muren.

Efter et stykke tid nærmer vi os kirsebæralleen, som ligger et stykke inde til højre.  Selv hvis du ikke lige går her i de få uger den blomstrer, syntes jeg vi skal tage en afstikker fra muren nu.  Ved kirsebær Allen ligger nemlig Søndre kapel som bliver brugt til bisættelser. Men går du forbi det og langs den lange, lige sti, vil du se at der er endnu et kapel – helt magen til. Det bliver kun brugt til opbevaring.

Jeg er engang blevet fortalt at det andet kapel kun blev bygget fordi det var meget vigtigt for arkitekten at der var symmetri i anlægget! Måske er det bare en historie, men jeg har engang haft den store fornøjelse at flyve i helikopter hen over Bispebjerg kirkegård. Så jeg har ved selvsyn kunnet konstatere at Edvard Glæsel virkelig er lykkes med at få symmetrien til at spille en vigtig rolle. Oppefra er der symmetriske akser som ikke kun går igennem kirkegården, men også binder Grundtvigs kirke og Utterslev mose samme.

Tilbage til muren igen

Nu er vi næsten fremme ved det næste hjørne.

Når vi går igennem den lave trælåge der skal skubbes til side, finder vi den afdeling hvor der er begravet politimænd, frihedskæmpere og soldater fra 2. verdenskrig. Her ser vi også én af de mange skulpturer der findes rundt omkring i anlægget.

Afskedsscene af Povl Søndergaard (1905-86)

Efter denne klassiske skulptur, skal vi se mere moderne. Denne gang i granit.  Den kommer vi til, når vi har gået hele vejen hen langs Støvnæs alle og har fået Rådvadsvej på vores venstre hånd. Stenen er et kunstværk som ligger i et lille bassin i den nyest anlagte del af Bispebjerg kirkegård. Der er hugget trin ind i stenen, så du kan kravle op på den, og se om du har held til at få den til at rokke. Værket er af  Preben Boye og hedder ”Stemningen”.

„Stemningen‟ af Preben Boye 1944-2014

Nu har vi snart være hele kirkegården rundt. Det sidste sted du skal se, er det der hjemme hos os hedder ”den lille kirkegård” Det er et lille sjovt ”vedhæng” til resten af kirkegården hvor der er store fyrtræer, bænke og græs hvor man kan slå sig ned. På en sensommerdag er der næsten stemning af skov i denne del.  Her er sjældent så mange mennesker, så sæt dig endelig på en bænk som en rolig afslutning på din tur langs muren på skønne Bispebjerg kirkegård – en skøn grøn plet i Nordvest.

Nysgerrig? Læs mere her:

https://www.kk.dk/artikel/oplev-bispebjerg-kirkeg%C3%A5rd-p%C3%A5-egen-h%C3%A5nd

Jeg har også lavet en guide til Bispebjerg kirkegård som du kan købe HER.

At gå i kanten – om forskellen mellem folkevandring og unik oplevelse del 1

 

Har du prøvet at gå tur en lørdag eftermiddag her i foråret 2021? Måske ovenikøbet én af de dage hvor solen skinnede og himlen var blå. Så har du måske også oplevet næsten at gå skulder ved skulder med alle de andre der også gik tur.

Men faktisk vil du ofte have mulighed for at gå mere for dig selv hvis du ændrer din rute en smule. Et glimrende eksempel på dét er Bispebjerg kirkegård.

Den store vej ned gennem kirkegården går mellem den uforlignelige Grundtvigs kirke og skønne Utterslev mose. Her i coronatiden hvor gåture er blevet noget mange dyrker, er der ofte en sand folkevandring ned igennem kirkegården. Når jeg går tur vælger jeg i stedet at gå langs kanten af kirkegården. Dels giver det en længere tur – knap en time i rask gang – og dels giver det en varieret og smuk tur, som jeg varmt kan anbefale dig at gå.

Lad os følges ad på en tur langs muren:

Vi går ind ad indgangen lige over for Grundtvigs kirke og holder til venstre – hele tiden så tæt på ydermuren som det er muligt. Nu kommer vi til det gamle krematorie og kapel. På bagsiden af den smukke runde bygning er der et rigtig pænt haveanlæg. Det er jo en kirkegård, men det er så fint passet at det er en fornøjelse at gå der, lige meget om det er forår og der er udsigt til en pergola med blomstrende blåregn – eller det er efterår og den røde vin klatrer op af skorstenen.

Lige til højre for det der i dag hedder ”Dansekapellet” er der et lille bassin omringet af tre bygninger som udgør kirkegårdens kollobraium. Det er en af de meget få urnehaller der findes i Danmark. I dag er det kun den ene længe der er i brug. Gårdhaven er et af storbyens åndehuller, og da der ikke kommer så mange mennesker på denne del af kirkegården, kan vi holde en lille pause på bænkene ved bassinet.

Ud på den asfalterede vej igen, kommer vi forbi administrationsbygningerne og det nye krematorie. Efter parkeringspladserne drejer vi igen til venstre og befinder os i en lille have. Her er der også et lille bassin og mange blomster om sommeren. I sensommeren er der flotte farver her – leveret af træerne.

Jeg har ofte tænkt på at den gartner der har ansvar for dette område af kirkegården må have en særlig forkærlighed for træer. Der er meget spændende beplantning at finde her i dette hjørne: Denne del af kirkegården er lidt mere skovagtig og vildtgroende. Jeg syntes det er en stor charme, at der er så mange forskellige afdelinger på samme område.

Der er meget jeg gerne vil fortælle dig om Bispebjerg kirkegård, så i næste indlæg fortsætter vores rundtur indenfor muren.

 

Jeg har lavet en guide til Bispebjerg kirkegård som du kan købe HER.

Om at gå ved siden af bussen

Mange af os har en meget fastgroet effektivitetstankegang. Det vigtigste er at komme hurtigt frem. At komme mest effektivt fra A til B. Men nogle gange ligger der ikke en bevist tanke bag hvorfor vi gør som vi gør. Tør du udfordre dine egne vaner?

Hvorfor gør vi egentlig som vi gør? Det kan være meget sundt en gang i mellem at analysere éns egne mønstre og overveje om det er sådan man ønsker det skal være. I dag vil jeg sætte fokus på transport. Det kan godt være det hurtigste er at tage bussen eller bilen – men er det nødvendigt og er det dét du har lyst til?

Der er tider i livet hvor det er vigtigt at der ikke er spildtid. Har du f.eks. små børn og fuldtidsarbejde, så har det betydning at komme så hurtigt fra arbejdet til børnehaven, fordi jeres tid sammen er vigtig. Men så går årene, og nogle gange bliver vi ved med at gøre som vi altid har gjort. Nu har du måske et ikke så lille barn mere der går i gymnasiet. Er det stadigvæk lige så vigtigt at komme hurtigt hjem? Eller at få klaret lørdagsærinderne så effektivt som muligt? Hvad er det tiden går fra, hvis jeg kommer en time senere hjem? Måske er det bare sofatid?

Jeg er et evaluerende menneske. Så på et tidspunkt var disse tanker også oppe at vende hos mig. Jeg havde i mange år ikke kunne gå så meget. Men nu var det heldigvis sort datid. Jeg brugte bare stadigvæk de gamle vaner. Tog metroen og derefter bussen når jeg havde være ude. Hele vejen hjem til døren. En dag gik det op for mig at det var ikke nødvendigt mere. Jeg kunne vælge at gå.

Det var en enorm friheds følelse at have dette valg. Jeg lærte at spørge mig selv hvad jeg havde lyst til – inden jeg steg på bussen. Ofte var det at gå de sidste par km hjem. Eller bare stå af et par stop før. Nogle gange gik jeg også ind til byen – og når jeg så havde hænderne fulde af poser, var det fint at tage bussen hjem.

Så hermed en opfordring til dig: Prøv at tænke på din hverdag. Er der nogle vaner du kan ændre på, for at få lidt flere skridt ind i din dagligdag?

Måske det bare er, at stå af et par stop før og gå det sidste stykke hjem, ved siden af bussen.