Kategori: Gå i byen

Velkommen til de nye studerende i København

I disse uger flytter der tusindvis af unge mennesker til København, fordi de skal starte på deres studie. Som ny i København har man en chance for at føje nogle helt særlige oplevelser til sin hverdag. De fleste af os kender nok til hvordan det er når man er på ferie og besøger et sted man ikke har været før. Hvordan det er interessant bare at gå rundt i gaderne og suge alle de nye indtryk til sig. Du behøver ikke at besøge et andet land for at for få denne oplevelse. Det eneste du behøver er en ny by og et sind der er åbent for nye indtryk.

Denne artikel-serie er en håndsrækning til alle de nye Københavnere. For det kan være lidt svært at vide hvor man skal starte og hvor de gode steder er.  Til serien er der også lavet en mobilguide som du kan downloade på din telefon. Så har du altid gode ideer til hvor den næste udforskende cykeltur skal gå hen. Denne aritikel er den første af 4, og har fokus på fine steder at besøge i indre by.

Pssst: Hvis du har boet i København i mange år, syntes jeg du skal læse med alligevel – måske der er et sted eller to, du ikke kender i forvejen – eller får lyst til at genbesøge.

Bryghuspladsen

Denne nye plads ligger lige ved siden af Fredriksholmkanal. Den store bygning BLOX giver området et markant og moderne præg. Der er et stort rekreativt område på pladsen foran BLOX. Her er det muligt at hænge ud under træerne. Hvis du får besøg af dine små nevøer og niecer, er den store legeplads et hit. Den er udformet som en kunstig bakke med mange afsatser – og her er det muligt at hoppe kravle og lege i timevis

Kalvebod bølge

284 træstolper udgør fundamentet for  den spetankulære bro som snoer sig i to planer ud fra havnefronten. Ud over at det giver et ganske særligt blik på havnefronten at man kan se den ude fra, er det også muligt at træne eller at hoppe en tur i kanalen. Om sommeren er der også koncerter ind i mellem.

Teglholm

Det sidste stop for havnebussen linje 992 er Teglholmen. På adressen Christian Langs Plads ligger der flere vinbarer med udsigt over kanalen, hvor der ofte er gang i den med kajakker og folk på SUP, da Amager kajakklub ligger lige på den anden side. Sydhavn er et af de steder i København hvor der sker rigtig meget i øjeblikket, så tag selv forbi og se en bydel i udvikling. Når du nu er i nærheden syntes jeg du skal tage et smut ind omkring et af Danmarks mest eksklusive supermarkeder “Supermarco”, som er Danmarks største importør af Italienske specialiteter. Det er desværre ikke SU venlige priser, men hvis du er “et ægte madøre” er det et godt sted at ønske sig et gavekort til i julegave.

Det Kongelige Biblioteks have

Mellem “Den sorte diamant” og Christiansborg ligger en rigtig fin have, med mange sidepladser. Det er et oplagt sted til at side alene  med en bog i rolige omgivelser, eller en god lang venindesnak i smukke grønne omgivelser.

Davids samling

Lige ved siden af Kongens have, ligger der en kunstudstilling af rigtig høj kvalitet. Særligt den “nyere danske samling” er ret enestående med værker af både L.A. Ring, Peter Hanse og hele 14 værker af Vilhelm Hammershøj. Davids samling indeholder 3 samlinger og en særudstilling som oftes er nyere fotografiske værker. Som bonus er der gratis adgang til hele huset, så “Kronprinsesse gade 30-32” er en god adresse at huske hvis du er en kunstelsker på SU.

Oppe og nede i Vor Frue kirke

Københavns Domkirke ligger ganske tæt ved strøget og selverummet er bestemt et besøg værd. Men du kan få en ekstra oplevelse ved at besøge det lille museum på 2. pulpitur. Her er åbent fra 11-16 de fleste dage i ugen (på nær lørdag) og gratis entre. Ud over at du oplever en anden del af kirkens arkitektur, giver det også en mulighed for at nyde udsigten over området uden omkring Domkirken. Når du har været oppe over kirke rummet, skal du en tur neden. I “kælderen” er det muligt at se de frilagte rester af den gamle kirkebygning.  Disse ruiner er dateret helt tilbage til1316.

Rigsarkivets grønne tag

 Kalvebod Brygge 32, 1560 København V

Botanisk have

Det grønne strøg i København

(Redigeret med nyt præsentationbillede d. 7. april 2024)

I dag vil jeg tage dig med på en tur tæt på den meget kedelige og meget befærdede Kalevebod brygge. Men vi skal gå i rolige, grønne omgivelser – i 2. sals højde. Kom med….

Turen starter ganske tæt på Københavns Politigård, på hjørnet af Bernstorffsgade og Kalvebod Brygge, hvor SEB Bank har sit Danske hovedsæde. Det består af to store bygninger som bindes sammen af en over 7000 m2 stort parkområde som er inspireret af en frodig svensk bjergside. Store skrå betonflader skaber kontrast til de mange træer og græsser, samtidig med at de laver en stigning i terrænet helt op til 2. sals højde.

Stierne snoer sig i slangeform igennem parken og er meget egnet til til at stå på skateboard på. Jeg har fulgt området siden det blev anlagt 2011 og stedet er kun blevet smukkere og smukkere med årene, fordi tilgroningen har skabt et meget frodig kontrast til betonbelægningen.

Når du har besteget  “The City Dune” går du ind i anden afdeling af det grønne strøg. Det ligger på taget af Rigsarkivet og er anlagt med sidepladser der er indrammet af espalier hvor klatreplanter laver afskærmning. Den smalle aflange park i 10 meters højde er oplagt til en slentretur, eller til at holde en pause i, sammen med en god bog.

Fra Rigsarkivets tag, kan du krydse en lille bro som fører over til den 3. del af som ligger bag “Tivoli hotel”.  Her er der mere luft og den høje bevoksning har igen fået plads –  som ved SEB bank. Blikfanget i denne plads er den lille legeplads, hvor der er brugt elementer der der er genkendelige fra Tivolis univers. Går du videre kommer du omkring bygningen hvor der er et “stisystem” i højden og her er der mulighed for at tage trappen ned til gadeplan igen. 

Jeg håber du har fået lyst til at besøg dette ganske særlige sted. Hvis du bruger offentlig transport kan du starte turen enten ved Hovedbanegården der er tættest på SEB bank, eller på Dybbølsbro st. som er tættes på Tivoli Hotel. Under alle omstændighed for du brug for at sætte den ene fod foran den anden. Rigtig god tur 🙂

Adresser:

SEB Bank: Bernstorffsvej 50, 1577 København

Rigsarkivet – Kalvebod Brygge 32, 1560 København

Kilder:

https://www.sla.dk/cases/the-city-dune-seb/

https://naturibyen.com/steder/det-gronne-strog/

Den æstetiske oplevelse

I denne lille miniserie om oplevelseskompasset, er det den æstetiske oplevelse, der er fokus på i dag.

Inden du har læst denne artikel til ende – vil du vide hvordan du kan opleve ægte digital kunst i din egen stue. Ikke bare på skærmen – men på dit sofabord, køkkenvask eller hvor du har lyst til at sætte en skulputur.

Vi befinder os i den nederste, venstre del af oplevelseskompasset. I den helt rene form, er deltageren passiv – men ude i virkeligheden er denne type oplevelser ofte knyttet til læringsdomænet, hvor du tager aktiv del i oplevelsen. I denne miniserie gennemgår vi domænerene ét af gangen, så derfor vil jeg i min beskrivelse af en æstetisk oplevelse holde mig til at deltageren er passiv.

Når du som jeg bliver tiltalt af æstetiske oplevelser, vil du vide at det er oplevelser der sætter hele sanseapparatet igang. Den store forskel fra den underholdende oplevelse er den lodrette akse i modellen. Den beskriver i hvilken grad man tilegner sig oplevelsen. Den stærke æstetiske oplevelse påvirker modtageren. Jo flere sanser jo bedre. Det er den forskel der er mellem at se et naturprogram om sydsverige i tv (underholdning) eller at selv sidde på Kullen og se over til Gilleleje mens du kan dufte mosset og høre havet (æstetisk).

Men hvor finder vi så de gode oplevelser til alle os med hang til æstetik?? Det korte svar er at det gør du lige uden for din hoveddør. Eller hvis du vil blive indendøre kan du blot gå på internettet – her er der nemlig ved at åbne et kunstmuseum som leverer kunst til dig, lige der hvor du er. Men lad os tage det lidt længere svar, og dykke ned i tre konkrete oplevelser som kan blive dine:

1: I haven ved Ordrupgård kunstmuseum venter der en storslået kunstoplevelse, som oven i købet er helt gratis. Hvis du tager picnickurven med, kan du sidde og spise frokost, under kunstværker af internationale anerkendte kunstnere som Olafur Eliasson. Parken er skøn i sig selv, men det der hæver dette sted op til noget ganske særligt, er at der bag hver hæk og træ dukker de smukkeste kunstværker op. Hvis du ikke allerede har besøgt parken ved Ordrupgård vil jeg varmt anbefale dig, at sætte den på udflugtslisten for denne sommer. 

2: Det giver jo næsten sig selv at naturoplevelser falder ind under dette domæne. Et vigtigt element når man skelner mellem en hændelse (som en gåtur) og en oplevelse er at der er noget der overrasker. Der sker noget man ikke havde ventet. Det er jo i sagens natur svært at planlægge en overraskelse for sig selv 🙂 Men det du kan gør, er at opsøge naturoplevelser steder hvor du ikke er kendt i forvejen. Ved at gå på opdagelse nye steder er jeg sikker på at du – nogle gange -vil støde på noget der overrasker dig og hæver din gåtur til en oplevelse.

Det var præcis det jeg oplevede for et par uger siden hvor jeg gik tur på Mariebjerg Kirkegård. Formålet med min tur var bare at gå en tur et sted hvor der ikke var så mange andre mennesker. Men med mig hjem fik jeg nogle rigtig gode minder om smuk velplejet natur, overraskende arkitektur og en naturoplevelse ud over det man kan forvente i storkøbenhavn.

3: Dette punkt kræver en lille introduktion:

Jeg er meget optaget af hvordan vi kan bruge oplevelser til at tilføje værdi til vores egen og andres hverdag. I særdeleshed digitale oplevelser er et område der ligger mig meget på sinde, fordi jeg ser et stort udviklingspotentiale i den digitale verden som de fleste af os bruger. Underholdende oplevelser er naturligvis meget udbredt i den digitale verden, f.eks. ved computerspil. Men i de universer størstedelen af os bevæger os i er der plads til at skabe mere interagernede oplevelser.

DERFOR syntes jeg det er super spændende at jeg som det 3. punkt kan præsentere dig for et digitalt kunstværk som du kan installere i din egen stue. Værket hedder The Wrestlers og er lavet af Ditte Ejlerskov. Det er købt af Roskilde museum for samtidskunst – som forøvrigt er ved at overgå til at være digitale – og du kan hente det på deres hjemmeside.

Når du har instaleret værket i din stue – kan du jo forevige det ved at tage et foto – som kan printes ud og sættes i ramme. Så har du dit eget unikke værk.

Hvis du kender én der kan have glæde af at læse denne artikel er du meget velkommen til at dele den 🙂

Når kirsebæralléen er afblomstret

Den smukke allé med Japanske kirsebærtræer bliver hvert forår besøgt at tusindvis af mennesker i den korte tid hvor de blomstre. Det er også et meget betagende syn. Men nu er alléen afblomstret for i år – alligevel er der god grund til at besøge Bispebjerg kirkegård og området omkring den. Der er  gode oplevelser at finde her i Nord Vest:

Bispebjerg kirkegård er i sig selv et spændende område, så jeg vil varmt anbefale dig at gå en tur hvor du udforsker nogle af de mange små stier og kroge som det over 400.000 m2 store område gemmer på.

Der er 9 indgange (så hvis du skal mødes med nogen – så husk at aftale hvor) De to hoved-indgange i hver sin ende af det store areal vender henholdsvis ud mod Frederiksborgvej og Støvnæs allé.  Her er et par tip til hvad du kan opleve når du går udenfor kirkegårdens område:

Tæt på udgangen v. Frederiksborgvej:

1: Grundtvigs kirke er et imponerende bygningsværk af 6 millioner gule mursten. Peder Vilhelm Jensen Klint var en af hovedarkitekterne. For øvrigt samme mand som designede den lampeskærm som blev udgangspunktet for virksomheden Le Klint. Den enkelthed og minimalisme som er kendetegne for lampeskærmene, går igen i Grundtvigskirkens arkitektur. Der er ikke brugt anden udsmykning end de gule sten, som til gengæld er brugt med stor kreativitet. En fantastisk bygning som man kan besøge igen og igen.

Grundtvigs kirke – På Bjerget 14 B – åbent fra 9-16 tirsdag til lørdag og 12-16 om søndagen

2: Når solen skinner er der næsten sydeuropæisk stemning på Bispebjerg torv. Der er ofte aktivitet omkring petanque banen, og det er fristende at slå sig ned og nyde udendørsserveringen fra Cafe Bjerget

Bispebjerg torv 8

3: På den anden side af vejen ligger Dansekapellet. I skrivende stund (slutningen af april 2022) , er der ekstra meget grund til at følge med i hvad er sker i det aktivet dansekulturhus. Der er nemlig kommet en ny udendørs scene hvor der løbende vil blive afholdt workshops og forestillinger. Følg med på:  https://kulturn.kk.dk/dansekapellet for at se hvad der røre sig.

Bispebjerg torv 1

Tæt på udgangen v. Støvnæs allé:

1: For et par år siden blev Smedetofteplads renoveret og det har efterladt et område med en helt særlig stemning. Her er plads til leg og til bare at slå sig ned og nyde den kæmpe lysglorie som nærmest svæver over pladsen.

2: Trænger du til en kop kaffe i fine retro omgivelser er Storm B et godt bud. Den hyggeligt indrettede cafe giver mulighed for at genfinde roen og side lidt i egne tanker. Hvis solen titter frem, er det også muligt at side ude og nyde sin kaffe.

Storm B – Degnestavnen 1, 2400 København

3: Biblioteket på Rentemestervej har nu 11 år bag sig som kulturhus og bibliotek. Bygningen har fået en lang række priser for sin arkitektur, og er du interesseret i moderne byggeri er det et besøg værd. Det er et rigtig godt sted at holde pause, når du nu har gået rundt i Nord Vest. På alle sale finder du møbler hvor du kan hvile benene og i stedet sætte hjernen igang med en god bog.

Dette er blot et lille udsnit af de oplevelser som Nord Vest byder på. Jeg håber du har fået lyst til at gå på opdagelse i denne spændende og meget varieret by-del. Rigtig god tur.

10 gratis oplevelser i København 2. del

I denne uge vil du kunne læse om 7 gratis oplevelser du kan få i København. I første del  kunne du blandt andet læse om slentreture på Østerbro, Konditaget i Nordhavn og den (næsten) magiske skolehave i Nord Vest.

I denne artikel kan du læse om parker  hvor du kan se kunst, få trænet overarmene eller tage en pause i grønne omgivelser, lige midt i byen.

Lad os gå i gang:

4: Bispebjerg kirkegård kan altid lægge stier til en god gå-tur. Jeg vil anbefale at du vælger at gå langs kanten af området, i stedet for blot at gå ned i gennem allén. Der er nemlig mange små fine afdelinger at gå på opdagelse i. Du kan finde smukke planter, vandbassiner og smukke alléer.

Bonus info: Det gamle kapel og krematorie blev for nogle år siden renoveret og er i dag et meget aktivt danse kulturhus. Følg med på facebook-siden for at se de mange spændende aktiviteter.

5: Enghaveparken tog næste pusten fra mig da jeg besøgte den første gang.  I 2019 genåbnede parken efter at være blevet byfornyet med et særligt fokus på klimatilpasning. De løsninger som landskabsarkitekterne fra “Tredje natur” har brugt er multifunktionelle, så at det både har en praktisk funktion i forhold til at håndtere store vandmængder ved skybrud, og at de samtidige er en æstetisk oplevelse eller har en rekreativ funktion. Dette eksempel er hentet fra en artikel på Dansk Arkitektur Centeres hjemmeside: “Flisebelægninger skaber et netværk af vandløb, der krydser parken med et tre meter dybt bassin. På tørre dage kan det bruges til rullehockey, fodbold og kulturelle arrangementer, og på våde dage kan børn hoppe i vandpytter.”

Bonus info: Den smukke gamle musiktribune  er tegnet af Arne Jacobsen og er sammen med de andre elementer han har tegnet til parken hans første arbejder. 

6: Den grå kødby ligner noget der burde ligge langt ude på landet, og de gamle fredede huse er faktisk gamle arbejdesbygninger. Den største bygning er Øksenhallen- kender du måske – som et et aktivt sted for messer og konferencer (i hvert fald før Corona). Da den åbnede i 1901 var der også meget aktivitet men det var 1600 kvæg som fyldte hallen på det tidspunkt. 

Jeg syntes at det særlige ved at gå her – er at der er så stor kontrast mellem den  næsten landby-stemning man oplever i den grå kødby, og det hektiske byliv der er på Istegade nogle få hundrede meter derfra.

7: Smedetoftensplads i Nord Vest er er helt ny-renoveret og blev indviet i december måned 2020. Den ligger foran et ungdomskulturhus og selve pladsen er indrettet så den henvender sig til de unge i kvarteret. Henrik Dannemand fra Berlingske-tidende kaldte det et ”Udendørs teenage værelse”. En betegnelse jeg synes rammer plet.

Det er en plads der både lægger op til, at man kan være aktiv og hænge ud. Det mest markante er den store lys-ring der hænger over pladsen og som bliver tændt ved solnedgang. Den skifter langsomt farve, så den passer til skumringens farver! Godt tænkt!

8: Amaliehaven syntes jeg er en lidt overset perle. Det er én af Københavns yngste parker, med sine knap 40 år. Den har fine små rum hvor man kan trække sig lidt tilbage på en bænk. Den er fungere lidt som et grønt pusterum midt på havnekajen og bliver ofte brugt dem der arbejder i nærheden, til at spise frokost i. Det er et oplagt sted at holde pause hvis du er på tur i indre by.

9: Lystbådehavnen bag ved Svanemølleværket emmer af stemning og du får gået en del kilometer uden egentlig at rykke dig ud af stedet. De lange moler hænger naturligt nok ikke sammen, men området er tæt af stemning og charme og er alle skridtene værd – selv om du går frem og tilbage. Et oplagt tur til en forårsdag hvor solen kan nydes på en af de opsatte bænke på molerne.

10:  Utterslev mose er en  perle i Nord-Vest. Det føles som ”rigtig natur” og der er skønt at gå uanset årstid og vejr, fordi en del af turen foregår, i læ af træer. Området strækker sig fra Nordvest og til Husum og undervejs kan du klappe får (sommersæson) træne på de udendørs gym, eller holde pause ved en af lejepladserne. 

Rigtig glædelig forår – og god tur ud i skønne København

10 gratis oplevelser i København 1.del

I løbet af det sidste års tid er antallet af blog-indlæg her på siden, steget stille og roligt.

Så I anledning af at foråret nærmer sig, vil jeg lave en lille oversigt  – som du kan bruge til inspiration når du vil opsøge de gode oplevelser i dejlige København.

Mit ærinde med denne blog er at udbrede glæde ved at implementere gå-ture som en naturlig del af hverdagen. Grunden til at jeg syntes det er så vigtigt at jeg har lyst til at skrive om det hver uge – er at min oplevelse er at det simpelthen giver mig en rigere hverdag.

Udover at gå-turene giver motion, ro til hjernen og frisk luft – så følger der ofte små overraskende oplevelser med.  De steder jeg skriver om her på bloggen er steder som jeg syntes er værd at besøge. Så med denne liste over 10 steder i København – håber jeg du har gode oplevelser i vemte.

I dag får du de 3 første steder på listen og anden del følger i næste uge (pssst: ønsker du en påmindelse – så tilmeld dig nyhedbrevet her.)

1: Banegaarden er en del af det meget spændende område omkring Otto Bussesvej, som er ved at skyde op i disse år. Et af de få steder i der er tilbage i København som stadig har noget rå charme over sig. Indledningen på områdets hjemmeside, sætter rammen for dette særlige sted ganske tæt på Dybbelsbro station: “BaneGaarden strækker sig over 15.000 kvm vild natur. Gårdpladsen ligger i hjertet af de ni trælader og i hver ende ligger de to grønne vildhaver med bier, høns og vilde brombærkrat.”

Bonus info: I foråret 2021  besøgte ‘Bonderøven’ Frank Erichsen området sammen med VesterbroLIV. Han har følgende kommentar til naturen: “det her område, det gør Vesterbro særligt interessant. Alle steder kan man tage initiativ til at skabe øget biodiversitet.” Klik her hvis du vil læse artiklen.

2: Østerbro er en stor bydel med mange variationer. Her er mange huse der er bevaringsværdige og godt vedligeholdt, så der er meget godt at se på for arkitektur intresseret. Tre områder som egner sig godt til at slentre rundt i og se på huse er:

  • Rosengade og gaderne omkring (lige ved siden af Kongens Have)
  • Nyboder
  • Området omkring Grønningen og Store Kongensgade

Bonus info: Vil du opleve helt moderne arkitektur er Konditaget-Lüders et besøg værd. Der er offentlig adgang fra kl. 07-22. Lige meget om du vil side på en af bænkene og nyde udsigten, eller du er mere til styrketræning og trampolin, er det en oplevelse at se det meget innovative bud på et moderne byrum.

3: Skolehaverne i Lersøparken kan give en oplevelse af at komme til en helt anden verden. Bare nogle få hundrede meter fra Bispebjergstation og den meget befærdede Tagensvej, ligger denne have bag meter høje hække. Det er næsten magisk at gå rundt blandt frugttræer, høns og blomster i dette fantastiske åndehul. I sommersæsonen er det lågen ofte åben for besøgende som vi se dette enestående sted.

Bonus info: Denne skolehave har ligget her i over 100 år, og har over 25.000 besøgende om året.

Husk at klikke ind på bloggen næste torsdag hvor du kan læse videre om gratis oplevelser i København.

Østerbro

Når jeg har sat mig ved tastaturet de sidste uger, med det mål at skrive et indlæg  om en bydel i København – har jeg startet med at kigge mit fotoalbum igennem. Det har givet mig et indtryk af hvad jeg har fundet interessant når jeg har bevæget mig i netop den del af København.

Når jeg skriver “Østerbro” i søge feltet kommer der knap 1500 billeder frem – et bevis for at jeg har gået meget i netop dette område.

Østerbro er en meget stor og varieret bydel som dækker: Langelinje, Nordhavn, til bygrænsen i Hellerup, grænser op mod Nordvest. Rigshospitalet ligger også lige inden for bydels-grænsen. Der er faktisk ikke mange grønne områder her. Den ene park der er dominerende er til gengæld stor – Fælledparken. Men der er  små lommeparker og urban-naturprojekter mange steder. 

Da jeg kiggede mine Østerbro billeder igennem var der to typer motiver der dominerede: Natur og Arkitektur. Ikke lige hvad jeg havde ventet når jeg ser et overblik på Google maps. Denne artikel bliver mere en reflektion end en konkret tur-guide.  Det der har fanget min interesse nok til at at jeg har hevet telefon op af lommen – vil være omdrejningspunktet. Jeg håber at disse små dryp af micro-natur-oplevelser og smukke arkitektur-detaljer, vil give dig lyst til selv at undersøge hvad Østerbro har at byde på.

Har du tænkt over hvor lidt der indimellem skal til for at gøre et stort indtryk?

Jeg tror at det har noget med den kontekst at gøre som vi oplever noget i. På Ryesgade er der nogle ihærdige mennesker som hvert år får de smukkeste klatre roser til at blomstre omkring deres opgangsdører. Disse store og smukke roser står i kontrast til det meget urbane miljø med meget lidt frodighed. Roserne får mig hvert år til at stoppe op og nyde dem. Faktisk tror jeg at de printer sig mere ind i min bevidsthed – end hvis de var en del af en stor rosenhave.

Samme oplevelse har jeg af den fantastiske rødbøg der står ved Sortedamssøen. Det føles lidt som at få en uventet gave, når jeg en forårsdag går forbi den og ser alle de spæde nyudsprungne blade.

Østerbro er en skattekiste for os der holder af design og arkitektur. Det kan betale sig at gå på opdagelse i baggårde og på stierne. Særligt den ældre del af universitets områderne har stadig nogle meget fine ting at byde på (lidt endnu – for det er desværre ikke noget der bliver vedligeholdt). Men også private byggerier med nogle år bag sig, har smukke og finurlige detaljer at byde på. Og det er der faktisk størst mulighed for at opleve til fods, fordi nogle af de gader der er lukket for biler, har nogle meget charmerende bygninger at byde på. I det hele taget syntes jeg at der er en verden til forskel når jeg kører igennem Østerbro – og når jeg går. Der er så mange smukke detaljer af området som ikke er muligt at se når man kører.

Rigtig god tur.

København K

I denne uge starter turen 30 meter under jorden.

5 lange rulletrapper skal der til før du har flyttet dig fra metrostationen “Marmorkirken” og til gadeplan. Til gengæld lander du lige midt i et overflødighedshorn af oplevelser. 

Dette er andet afsnit i den lille serie, som jeg startede i sidste uge, hvor jeg besøger 3 bydele i København. I denne uge er det København K der er målet.  Læs med her – om hvordan du på et område på  nogle få kvadrat kilometer kan opleve seværdigheder som turister rejser tusindvis af kilometer for at opleve. 

Indre by i København er et fantastisk sted at gå. Seværdighederne ligger nærmest på skuldrene af hinanden. Det skønne ved denne bydel er at den faktisk egner sig bedst til at blive oplevet til fods. Der er så meget at se på at det er en fordel at tempoet bliver sat ned, så det hele kan absorberes. Den metro- ring der åbnede for et par år siden har gjort det meget nemmere at komme lige til “døren”. Et godt sted at starte er ved metrostationen under Marmorkirken. For lige at understreg pointen, får du en liste med nogle af de seværdigheder er ligge tæt på:

  • Kongens have 800 m
  • Amalienborg 180 m
  • Skuespilhuset 800 m
  • Amaliehaven 400 m
  • Kastellet 600 m
  • Nyhavn 800 m

Amaliehaven syntes jeg er en lidt overset perle. Det er én af Københavns yngste parker, med sine knap 40 år. Den har fine små rum hvor man kan trække sig lidt tilbage på en bænk. Den er fungere lidt som et visuelt pusterum midt på havnekajen og bliver ofte brugt dem der arbejder i nærheden, til at spise frokost i. Så jeg vil varmt anbefale dig at slå et slag ind igennem den lille park, næste gang du går ved havnefronten.

Foran Skuespilhuset er der også et fantastisk sted at holde pause en varm sommerdag: Der har i flere år været opsat liggestole til fri afbenyttelse. Jeg håber denne tradition vil fortsætte til sommer. Det er en ganske særlig oplevelse at sidde der lige midt i byen, med en god bog – eller bare nyde vandet og stemningen.

Marmorkirken er en meget smuk bygning som du skal unde dig selv at gå ind i – og sætte dig ned og nyde. Det officelle navn er Frederiks kirke og den blev indviet i 1894. Faktisk skulle den have haft et mere pompøst udseende end det er tilfældet. Det er dog lidt svært at forsestille sig når man ser på det meget rigtig dekoreret udseende som kirken har. En lidt pudsig bonus info. er at der er små haver med vilde blomster omkring haven, som kirkens personale plukker af til buketter.

Det har været svært at vælge hvad jeg skulle have med i denne tekst. Og så kom den faktisk til at handle mere om pauser – end om at gå.

Og det er nok det  jeg holder allermest af når jeg er i København K:  En slentretur med god tid, og en god kop kaffe i hånden (helst fra Kafferiet). Når jeg går igennem Amaliehaven, holder pause på trappen ned mod kanalen eller sidder i en liggestol ved havnefronten- så følger jeg mig så gennemheldig ovre at bo i København. Vores lilleput hovedstad har charme og skønhed som er værd at rejse tusindvis af kilometer for at opleve.

Kilder:

A.P. Møller fonde

Kongelige slotte

Marmor kirken

Vesterbro: Kunst og gamle stalde

“De oplevelsesrige små gadeforløb mellem de lave bygninger giver fornemmelsen af at gå omkring i en lille landsby.“Dette citat er fra en rapport om Værdifulde kulturmiljøer i København. Stedet der beskrives ligger ganske tæt på hovedbanegården, og er fyldt med kontraster til den omlæggende del af Vesterbro.

I dag vil jeg starte en mini-serie som vil vare en lille måneds tid.  Jeg tager tråden op fra dette  indlæg fra maj 2021 hvor jeg kom med forslag til hvilke mål du kan sætte for din gå tur. Én af ideerne er at udforske de dele af din by hvor du ikke kommer på daglig basis. Den udfordring har jeg selv taget op, og i den næste måneds tid vil du kunne læse om forskellige by-dele i København.

Hovedgade er Vesterbrogade som strækker sig langs næsten hele kanten af bydelen. Den mest kendte gade er nok Istegade som strækker sig fra Hovedbanegården og ned midt igennem kvarteret og slutter i den smukke Enghaveplads.

Den tur jeg vil tage dig med på i dag er et lille område tæt ved Istegade. Det er et område som med sin arkitektur skiller sig markant ud. De fredede bygninger ligner noget der burde ligge langt ude på landet, og fungere som lader og arbejdesbygninger for en gammel herregård. De gule murstenshuse er faktisk gamle arbejdsbygninger, som går under betegnelsen “Den brune- og den grå kødby”. Den største bygning er Øksenhallen- kender du måske – som et et aktivt sted for messer og konferencer (i hvert fald før Corona). Den blevet  i sin tid bygget som Kvæghal og har siden haft forskellige funktioner frem til 1960 bla.  til opstaldning af dyr.

Hele vejen rundt om hallen er det charmerende miljø heldigvis bevaret. De toppede brosten,  gule mure med de store porte,  og  bygningerne med de karakteristiske danneborgsvinduer får én til at glemme at man går i København i 2022. Her er der mange muligheder for at gå på opdagelse, igennem  de små gårde og ind i de mange kroge som stedet gemmer på.

I dag bliver bygningerne brugt til kulturelle aktiviteter. Noget der virkelig ses rundt mellem bygninger er at Billedskolen i Tvillinghallen er én af beboerne  i den gamle Kødby. Her undervises  500 børn og unge i mange forskellige kreative udtryksformer. Eksempler på de flotte værker, er udstillet i det fri. 

Så der er meget at lade øjet gå på opdagelse i, mens fødderne går igennem de gamle gader her på Vesterbro.

Kilder:

DGI Byens hjemmeside

Værdifulde kulturmiljøer i København

Categories: Gå i byen Tags: Tags: , , ,

Gå efter arkitekturen

(Redigeret juni 2022)

For et halvt års tid siden skrev jeg indlæg, der handlede om at gå med et formål. I sidste uge tog jeg at i emnet igen ved et indlæg om at “Gå efter kunsten”.

Det er nemlig et hjertebarn for mig: At det er muligt at opsøge glæden og de små oplevelser i sin hverdag.

Hele formålet med denne blog er at inspirere til dette. Min egen erfaring er at min livskvalitet forøges ved de oplevelser jeg får når jeg går nye steder, og oplever nye ting. Derfor kan det være en rigtig god ide at kombinere de interesser du har med dine gåture. Jeg vil i de næste uge tage udgangspunkt i listen fra indlægget “Udryd de kedelige gå-ture”

og komme med konkret forslag til hvor du kan opleve:

  • Skulpturer
  • Klassisk arkitektur
  • Urban natur
  • Bydele
  • Kunst i byrummet
  • Moderne arkitektur

I sidste uge handlede det om kunst – og i denne uge vil jeg skrive om gode gå steder hvor der er “Moderne arkitektur”. I dette indlæg kommer vi lidt omkring  – både i landet og i vandet:

 

I Hellerup ligger Sct. Lukas Stiftelsen mellem Tuborgvej og Bernstoffvej. Der er mange fine ældre bygning og i mellem dem er der en meget smuk gangbro som forbinder plejehjemmet og kirken. Ud over dette fine syn, syntes jeg det er en stor oplevelse at opleve den ro der er i det fine parkområde, der ligger midt i et travlt byområde.

Village Vesterbro er et helt nyt og anderledes kollegie-byggeri bestående af små værelser med køkken. Det ligger i et rigtig spændende område bag ved Dybbølsbro station, som er ved at udvikle sig i en meget interessant retning.  Jeg har før skrevet et indlæg om området tidligere som du kan læse her. 

Kollegieboligerne er bygget så de er miljøvenlige og i et område hvor den vilde natur bliver prioriteret. Efter min mening et rigtig spændende bud på hvordan der kan laves SU venlige  boliger i dyre København.

Nu skal vi fra København og til den anden side af landet… og ud i vandet.

I Vejle ligger en meget smukke bygning; Fjordenhus, som er hovedsæde for Kirk Kapital A/S. Det er Olafur Eliassons og hans team, der står bag det meget gennem- og ny-tænkte byggeri. Hvis du har mulighed for at deltage i en rundvisning i huset, vil jeg varmt anbefale dig at få denne oplevelse. Der er mange spændende historier i dette meget nye byggeri, som blev indviet i Juni måned 2018. 

Jeg håber du har fået inspiration til at opsøge de gode arkitektur oplevelser der er lige omkring os, men som vi bare ikke altid tager os tid til at se.