Gå efter de gode oplevelser
Jeg har nu rundet 50 indlæg med inspiration til konkrete steder at gå. Derfor tænker jeg det må være på tide at reflektere lidt over, hvorfor jeg finder det vigtigt, hver uge at skrive om noget så banalt som at gå tur.
Selv om jeg elsker de velkendte mønstre som hverdagen består af – er der ingen grundt til at det ender med at blive en grå masse, hvor man ikke kan skelne den ene dag fra den anden.
Jeg skriver dette i marts måned 2022. Bag ved os ligger en fælles oplevelse af to år hvor mange har arbejdet hjemme og vi har skåret vores sociale liv ned til et minimum. Rejser og store oplevelser har været noget der var ikke-eksisternede i de flestes liv.
Med denne bagage er jeg nok ikke ene om at sætte pris på de – selv små – oplevelser, der bryder hverdagens faste rutiner.
Det er jo forskelligt fra person til person hvad der er “en god oplevelse”. Jeg kan leve højt på i mange dage at have hørt en live-opførelse af Brahms requiem, men for andre ville det være to meget lange timer som ikke ville efterlade personen med ekstra energi.
Opgaven er selv at finde ud af hvad der er “Guld-oplevelser” for dig – derefter skal du bare aktivt opsøge dem. Min erfaring er at der er en stor gevinst at hente, ved målrettet at implementere oplevelser i dit liv. Min egen livsglæde, energi og glæde bliver simpelthen større når jeg fylder gode oplevelser ind i min hverdag. Det er jo ikke raket videnskab at glæden bliver forøget af at gøre noget man syntes er interessant. Men nogen gange går der bare så meget hverdag i den, at det er nødvendigt med en lille påmindelse om at opsøge de gode stunder. De kommer nemlige ikke (altid) af sig selv.
Hvis du ikke allerede ved hvad der giver dig glæde og værdi, er der her et par tips til hvordan du kan finde frem til det:
1: Kig i dine fotos:
Hvad er det for nogle motiver der fylder i dit fotoarkiv på telefonen? Det er en ret god indikator for hvad du har fundet interessant nok til at hive telefonen op af lommen.
2: Dine bedste ferie minder:
Tag et stykke papir og skriv dine 5 bedste ferieminder ned. Tænk lidt over hvad der gjorde det til et særligt godt minde, skriv nogle stikord ned for hvert punkt.
Ex.
Minde: Hammerknuden rundt med hele den udvidet familie.
Stikord: Fællesskab, god tid, storslået natur, udfordrende gå-terræin, klipper.
I næste uges indlæg kan du læse om hvordan du veksler de gode minder til nye store hverdags oplevelser.
Tip: Tilmeld dig nyhedsbrevet hvis du ønsker en påmindelse om hvad der kommer af nye artikler.