Der er en helt særlig glæde gemt i at gå den samme tur mange gange. Det er vist det tættest jeg kommer på at meditere. At gå en vej jeg har gået så mange gange, at jeg ikke tænker over hvor jeg skal hen. Kroppen bevæger sig næsten automatisk afsted og det giver plads til at tankerne kan flyde i den retning de vil. Det er på disse ture der dukker en mulig løsning op på problemer jeg har tumlet med. Og nye ideer bobler op til overfladen.

Det er også på disse ture at jeg pludselig kan vågne op og kan se at jeg er fremme ved målet – uden jeg havde bemærket det.

Jeg pendler til arbejde hver dag. På mine fødder. I den danske ordbog er begrebet ”at pendle” beskrevet sådan: ” bevæge sig frem og tilbage mellem to steder, regelmæssigt eller gentagne gange”. Så det må være dét jeg gør. Jeg pendler på mine fødder.

4 km hver dag. Frem og tilbage.

Den mest oplagte vej mellem min bopæl og mit job er en meget lang, lige og temmelig trafikeret vej. Ikke lige en rute der appellerer til at man benytter den hver dag.

Derfor gik jeg på opdagelse. Jeg brugt et par af mine lange lørdagsture på at gå på kryds og tværs. Flere gange kom jeg mere på afveje end på vej – men fik da set yderkanterne af det område som jeg færdes i til dagligt.

I hverdagene brugte jeg straks de små grønne stikveje, jeg fandt om lørdagen. Næste lørdag undersøgte jeg en anden del af området. Det var næsten som et puslespil der faldt på plads, brik efter brik. Til sidst endte jeg med to fine ruter som jeg veksler imellem. De er ret forskellige men fælles for dem er, at jeg går i rolige omgivelser og kun følger den store vej et ganske kort stykke.

For mig er der noget trygt ved det genkendelige. Når jeg går samme sted, på næsten samme tid hver dag, møder jeg nogle af de samme mennesker. Jeg følger med i by-naturens gang. Hvordan pilen ved søen:

• Springer ud
• Bliver mørkegrøn
• Taber bladene
• Skøjter med sin frosne spids i søen

Bittesmå indtryk som gør at jeg går lidt gladere gennem min hverdag.

Min pendlertur tager tre kvarter og den helt store gevinst for mig er, at jeg føler mig klar til den nye scene når jeg træder ind ad døren. Gåturens rytme og det faktum at der er et spænd af tid i mellem at jeg går ud og ind ad en dør.

Når jeg går, kan mine tanker og min sjæl følge med.